La Reina de las Nieves (Snedronningen)
es un cuento de hadas escrito por Hans Christian Andersen. El cuento
fue publicado por primera vez en el año 1845, y se centra en la lucha
entre el bien y el mal vivida por dos niños, Kai y Gerda.
(Fecha original del cuento: 1845)
SEXTO EPISODIO: La lapona y la finesa
SEXTO EPISODIO
La lapona y la finesa
Hicieron alto frente a una casita de aspecto muy
pobre. El tejado llegaba hasta el suelo, y la puerta era tan baja que, para
entrar y salir, la familia tenía que arrastrarse. Nadie había en la casa,
aparte una vieja lapona que cocía pescado en una lámpara de aceite. El reno
contó toda la historia de Margarita, aunque después de haber relatado la
propia, que estimaba mucho más importante. La niña estaba tan aterida de
frío, que no podía hablar.
- ¡Pobres! -dijo la mujer lapona-. ¡Lo que os
queda aún por andar! Tenéis que correr centenares de millas antes de llegar a
Finlandia, que es donde vive la Reina de las Nieves, y todas las noches
enciende un castillo de fuegos artificiales. Escribiré unas líneas sobre un
bacalao seco, pues papel no tengo, y lo entregaréis a la finesa de allá
arriba. Ella podrá informaros mejor que yo.
Y cuando Margarita se hubo calentado y saciado el
hambre y la sed, la mujer escribió unas palabras en un bacalao seco y,
recomendando a la niña que cuidase de no perderlo, lo ató al reno, el cual
reemprendió la carrera. "¡P-ff! ¡P-ff!," seguía rechinando en el
cielo; y durante toda la noche lucieron magníficas auroras boreales azules.
Luego llegaron a Finlandia, y llamaron a la chimenea de la mujer finesa, ya
que puerta no había.
La temperatura del interior era tan elevada, que
la misma finesa iba casi desnuda; era menuda y en extremo sucia. Se apresuró
a quitar los vestidos a Margarita, así como los mitones y botas, ya que de
otro modo el calor se le habría hecho insoportable; puso un pedazo de hielo
sobre la cabeza del reno y luego leyó las líneas escritas en el bacalao. Las
leyó por tres veces, hasta que se las hubo aprendido de memoria, y a
continuación echó el pescado en el caldero de la sopa, pues era perfectamente
comestible, y aquella mujer a todo le hallaba su aplicación.
Entonces el reno empezó a contar su historia y
después la de Margarita. La mujer finesa se limitaba a pestañear, sin decir
una palabra.
- Eres muy lista -dijo el reno-. Sé que puedes
atar todos los vientos del mundo con una hebra. Cuando el marino suelta uno
de los cabos, tiene viento favorable; si suelta otro, el viento arrecia, y si
deja el tercero y el cuarto, entonces se levanta una tempestad que derriba
los árboles. ¿No querrías procurar a esta niña un elixir que le dé la fuerza
de doce hombres y le permita dominar a la Reina de las Nieves?
- ¡La fuerza de doce hombres! -dijo la finesa-.
No creo que sirviera de gran cosa -. Y, dirigiéndose a un anaquel, cogió una
piel arrollada y la desenrolló. Había escritas en ella unas letras
misteriosas, y la mujer se puso a leer con tanto esfuerzo, que el sudor le manaba
de la frente.
Pero el reno rogó con tanta insistencia en pro de
Margarita, y ésta miró a la mujer con ojos tan suplicantes y llenos de
lágrimas, que la finesa volvió a pestañear y se llevó al animal a un rincón,
donde le dijo al oído, mientras le ponía sobre la cabeza un nuevo pedazo de
hielo:
- En efecto, es verdad: Carlitos está aún junto a
la Reina de las Nieves, a pleno gusto y satisfacción, persuadido de que es el
mejor lugar del mundo. Pero ello se debe a que le entró en el corazón una
astilla de cristal, y en el ojo, un granito de hielo. Hay que empezar por
extraérselos; de lo contrario, jamás volverá a ser como una persona, y la
Reina de las Nieves conservará su poder sobre él.
- ¿Y no puedes tú dar algún mejunje a Margarita,
para que tenga poder sobre todas esas cosas?
- No puede darle más poder que el que ya posee.
¿No ves lo grande que es? ¿No ves cómo la sirven hombres y animales, y lo
lejos que ha llegado, a pesar de ir descalza? Su fuerza no puede recibirla de
nosotros; está en su corazón, por ser una niña cariñosa e inocente. Si ella
no es capaz de llegar hasta la Reina de las Nieves y extraer el cristal del
corazón de Carlos, nosotros nada podemos hacer. A dos millas de aquí empieza
el jardín de la Reina; tú puedes llevarla hasta allí; déjala cerca de un gran
arbusto que crece en medio de la nieve y está lleno de bayas rojas, y no te
entretengas contándole chismes; vuélvete aquí enseguida.
Dicho esto, la finesa montó a Margarita sobre el
reno, el cual echó a correr a toda velocidad.
- ¡Oh, me dejé los zapatitos! ¡Y los mitones!
-exclamó Margarita al sentir el frío cortante; pero el reno no se atrevió a
detenerse y siguió corriendo hasta llegar al arbusto de las bayas rojas. Una
vez en él, hizo que la niña se apease y la besó en la boca, mientras por sus
mejillas resbalaban grandes y relucientes lágrimas; luego emprendió el
regreso a galope tendido. La pobre Margarita se quedó allí descalza y sin
guantes, en medio de aquella gélida tierra de Finlandia.
Echó a correr de frente, tan deprisa como le era
posible. Vino entonces todo un ejército de copos de nieve; pero no caían del
cielo, el cual aparecía completamente sereno y brillante por la aurora
boreal. Los copos de nieve corrían por el suelo, y cuanto más se acercaban,
más grandes eran. Margarita se acordó de lo grandes y bonitos que le habían
parecido cuando los contempló a través de una lente; sólo que ahora eran
todavía mucho mayores y más pavorosos; tenían vida, eran los emisarios de la
Reina de las Nieves. Presentaban las formas más extrañas; unos parecían
enormes y feos erizos; otros, arañas apelotonadas que sacaban las cabezas;
otros eran como gordos ositos de pelo hirsuto; pero todos tenían un brillo
blanco y todos eran vivos.
Margarita rezó un padrenuestro, y el frío era tan
intenso, que podía ver su propia respiración, que le salía de la boca en
forma de vapor. Y el vapor se hacía cada vez más denso, hasta adoptar la
figura de angelitos radiantes, que iban creciendo a medida que se acercaban a
la tierra; todos llevaban casco en la cabeza, y lanza y escudo en las manos.
Su número crecía constantemente, y cuando Margarita hubo terminado su
padrenuestro, la rodeaba todo un ejército. Con sus lanzas picaban los
horribles copos, haciéndolos estallar en cien pedazos, y Margarita avanzaba
segura y contenta.
Los ángeles le acariciaban manos y pies, con lo
que ella sentía menos el frío; y se dirigió rápidamente al palacio de la
Reina de las Nieves.
Pero veamos ahora cómo lo pasaba Carlos, quien no
pensaba, ni mucho menos, en Margarita, ni sospechaba siquiera que estuviese
frente al palacio.
|
SJETTE HISTORIE.
Lappekonen og finnekonen. De holdt stille ved et lille hus; det var så ynkeligt; taget gik ned til jorden, og døren var så lav, at familien måtte krybe på maven, når den ville ud eller ind. Her var ingen hjemme uden en gammel lappekone, der stod og stegte fisk ved en tranlampe; og rensdyret fortalte hele Gerdas historie, men først sin egen, for det syntes, at den var meget vigtigere, og Gerda var så forkommen af kulde, at hun ikke kunne tale. "Ak, I arme stakler!" sagde lappekonen, "da har I langt endnu at løbe! I må af sted over hundrede mil ind i Finmarken, for der ligger snedronningen på landet og brænder blålys hver evige aften. Jeg skal skrive et par ord på en tør klipfisk, papir har jeg ikke, den skal jeg give eder med til finnekonen deroppe, hun kan give eder bedre besked, end jeg!" Og da nu Gerda var blevet varmet og havde fået at spise og drikke, skrev lappekonen et par ord på en tør klipfisk, bad Gerda passe vel på den, bandt hende igen fast på rensdyret og det sprang af sted. "Fut! fut!" sagde det oppe i luften, hele natten brændte de dejligste blå nordlys; - og så kom de til Finmarken og bankede på finnekonens skorsten, for hun havde ikke engang dør. Der var en hede derinde, så finnekonen selv gik næsten ganske nøgen; lille var hun og ganske grumset; hun løsnede straks klæderne på lille Gerda, tog bælgvanterne og støvlerne af, for ellers havde hun fået det for hedt, lagde rensdyret et stykke is på hovedet og læste så, hvad der stod skrevet på klipfisken; hun læste det tre gange, og så kunne hun det udenad og puttede fisken i madgryden, for den kunne jo godt spises, og hun spildte aldrig noget. Nu fortalte rensdyret først sin historie, så den lille Gerdas, og finnekonen plirede med de kloge øjne, men sagde ikke noget. "Du er så klog," sagde rensdyret; "jeg ved, du kan binde alle verdens vinde i en sytråd; når skipperen løser den ene knude, får han god vind, løser han den anden, da blæser det skrapt, og løser han den tredje og fjerde, da stormer det, så skovene falder om. Vil du ikke give den lille pige en drik, så hun kan få tolv mands styrke og overvinde snedronningen." "Tolv mands styrke," sagde finnekonen; "jo, det vil godt forslå!" og så gik hun hen på en hylde, tog et stort sammenrullet skind frem, og det rullede hun op; der var skrevet underlige bogstaver derpå, og finnekonen læste, så vandet haglede ned af hendes pande. Men rensdyret bad igen så meget for den lille Gerda, og Gerda så med så bedende øjne, fulde af tårer, på finnekonen, at denne begyndte igen at plire med sine og trak rensdyret hen i en krog, hvor hun hviskede til det, medens det fik frisk is på hovedet: "Den lille Kay er rigtignok hos snedronningen og finder alt der efter sin lyst og tanke og tror, det er den bedste del af verden, men det kommer af, at han har fået en glassplint i hjertet og et lille glaskorn i øjet; de må først ud, ellers bliver han aldrig til menneske, og snedronningen vil beholde magten over ham!" "Men kan du ikke give den lille Gerda noget ind, så hun kan få magt over det hele?"
Sjette
historie.
Lappekonen og finnekonen. De holdt stille ved et lille hus; det var så ynkeligt; taget gik ned til jorden, og døren var så lav, at familien måtte krybe på maven, når den ville ud eller ind. Her var ingen hjemme uden en gammel lappekone, der stod og stegte fisk ved en tranlampe; og rensdyret fortalte hele Gerdas historie, men først sin egen, for det syntes, at den var meget vigtigere, og Gerda var så forkommen af kulde, at hun ikke kunne tale. "Ak, I arme stakler!" sagde lappekonen, "da har I langt endnu at løbe! I må af sted over hundrede mil ind i Finmarken, for der ligger snedronningen på landet og brænder blålys hver evige aften. Jeg skal skrive et par ord på en tør klipfisk, papir har jeg ikke, den skal jeg give eder med til finnekonen deroppe, hun kan give eder bedre besked, end jeg!" Og da nu Gerda var blevet varmet og havde fået at spise og drikke, skrev lappekonen et par ord på en tør klipfisk, bad Gerda passe vel på den, bandt hende igen fast på rensdyret og det sprang af sted. "Fut! fut!" sagde det oppe i luften, hele natten brændte de dejligste blå nordlys; - og så kom de til Finmarken og bankede på finnekonens skorsten, for hun havde ikke engang dør. Der var en hede derinde, så finnekonen selv gik næsten ganske nøgen; lille var hun og ganske grumset; hun løsnede straks klæderne på lille Gerda, tog bælgvanterne og støvlerne af, for ellers havde hun fået det for hedt, lagde rensdyret et stykke is på hovedet og læste så, hvad der stod skrevet på klipfisken; hun læste det tre gange, og så kunne hun det udenad og puttede fisken i madgryden, for den kunne jo godt spises, og hun spildte aldrig noget. Nu fortalte rensdyret først sin historie, så den lille Gerdas, og finnekonen plirede med de kloge øjne, men sagde ikke noget. "Du er så klog," sagde rensdyret; "jeg ved, du kan binde alle verdens vinde i en sytråd; når skipperen løser den ene knude, får han god vind, løser han den anden, da blæser det skrapt, og løser han den tredje og fjerde, da stormer det, så skovene falder om. Vil du ikke give den lille pige en drik, så hun kan få tolv mands styrke og overvinde snedronningen." "Tolv mands styrke," sagde finnekonen; "jo, det vil godt forslå!" og så gik hun hen på en hylde, tog et stort sammenrullet skind frem, og det rullede hun op; der var skrevet underlige bogstaver derpå, og finnekonen læste, så vandet haglede ned af hendes pande. Men rensdyret bad igen så meget for den lille Gerda, og Gerda så med så bedende øjne, fulde af tårer, på finnekonen, at denne begyndte igen at plire med sine og trak rensdyret hen i en krog, hvor hun hviskede til det, medens det fik frisk is på hovedet: "Den lille Kay er rigtignok hos snedronningen og finder alt der efter sin lyst og tanke og tror, det er den bedste del af verden, men det kommer af, at han har fået en glassplint i hjertet og et lille glaskorn i øjet; de må først ud, ellers bliver han aldrig til menneske, og snedronningen vil beholde magten over ham!" "Men kan du ikke give den lille Gerda noget ind, så hun kan få magt over det hele?" "Jeg kan ikke give hende større magt, end hun allerede har! ser du ikke, hvor stor den er? Ser du ikke, hvor mennesker og dyr må tjene hende, hvorledes hun på bare ben er kommet så vel frem i verden. Hun må ikke af os vide sin magt, den sidder i hendes hjerte, den sidder i, hun er et sødt uskyldigt barn. Kan hun ikke selv komme ind til snedronningen og få glasset ud af lille Kay, så kan vi ikke hjælpe! To mil herfra begynder snedronningens have, derhen kan du bære den lille pige; sæt hende af ved den store busk, der står med røde bær i sneen, hold ikke lang faddersladder og skynd dig her tilbage!" Og så løftede finnekonen den lille Gerda op på rensdyret, der løb alt, hvad det kunne. "Oh, jeg fik ikke mine støvler! jeg fik ikke mine bælgvanter!" råbte den lille Gerda, det mærkede hun i den sviende kulde, men rensdyret turde ikke standse, det løb, til det kom til den store busk med de røde bær; der satte det Gerda af, kyssede hende på munden, og der løb store, blanke tårer ned over dyrets kinder, og så løb det, alt hvad det kunne, igen tilbage. Der stod den stakkels Gerda uden sko, uden handsker, midt i det frygtelige iskolde Finmarken. Hun løb fremad, så stærkt hun kunne; da kom der et helt regiment snefnug; men de faldt ikke ned fra himlen, den var ganske klar og skinnede af nordlys; snefnuggene løb lige hen ad jorden, og jo nærmere de kom, des større blev de; Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde set ud, dengang hun så snefnuggene gennem brændglasset, men her var de rigtignok anderledes store og frygtelige, de var levende, de var snedronningens forposter; de havde de underligste skikkelser; nogle så ud som fæle store pindsvin, andre, som hele knuder af slanger, der stak hovederne frem, og andre, som små tykke bjørne på hvem hårene struttede, alle skinnende hvide, alle var de levende snefnug. Da bad den lille Gerda sit fadervor, og kulden var så stærk at hun kunne se sin egen ånde; som en hel røg stod den hende ud af munden; ånden blev tættere og tættere og den formede sig til små klare engle, der voksede mere og mere, når de rørte ved jorden; og alle havde de hjelm på hovedet og spyd og skjold i hænderne; de blev flere og flere, og da Gerda havde endt sit fadervor, var der en hel legion om hende; de huggede med deres spyd på de gruelige snefnug så de sprang i hundrede stykker, og den lille Gerda gik ganske sikker og frejdig frem. Englene klappede hende på fødderne og på hænderne, og så følte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem mod snedronningens slot. Men nu skal vi først se, hvorledes Kay har det. Han tænkte rigtignok ikke på lille Gerda, og allermindst at hun stod uden for slottet. |
Nota: agradeceríamos infinitamente sus comentarios al contenido del cuento y/o a su traducción.
No hay comentarios:
Publicar un comentario